![]() |
Søg og book vandrerhjem |
Ofte stillede spørgsmål
Tilmeld nyhedsbrev
- og få masser af gode tilbudSkriv din e-mail herunder:
Bestil gratis katalog
- med alle 96 vandrerhjemVores vandrerhjem
Vandrerhjem for enhver
I 2008 er 96 vandrerhjem tilknyttet Danhostel-kæden, og de spænder alle vidt i forhold til udseende, indretning, atmosfære, faciliteter og beliggenhed. Nogle vandrerhjem ligger centralt i byerne og er ideelle som udgangspunkt for museumsbesøg, shopping og caféhygge. Andre ligger længere ude på landet eller ved vandet og egner sig perfekt til afslapning, cykel- og gåture og samvær med familien. Uanset hvor i Danmark du befinder dig, er der aldrig mere end 35 km til det nærmeste vandrerhjem!
Værter
Fælles for alle vandrerhjemmene er, at de hver især er drevet af en vært eller et værtspar. Værterne er engagerede mennesker med stort kendskab til lokalområdet og ofte meget villige til at anbefale gode udflugtsmuligheder m.m. Sammen med vandrerhjemmets øvrige personale er det værternes ansvar at sikre, at vandrerhjemmet er et rart sted at være for alle. Har du spørgsmål under dit ophold, er du altid velkommen til at kontakte værten/værterne eller det øvrige personale.
Åbningstider på vandrerhjemmene
Bemandingen på Danhostels vandrerhjem varierer fra sted til sted, og der er derfor også forskel i vandrerhjemmenes åbningstider.
I højsæsonen fra 1. juli-15. september har alle vandrerhjem dog som minimum åbent i receptionen og på telefonen fra kl. 8-12 og 16-20. Resten af året som minimum fra kl. 8-10 og 16-18 medmindre vandrerhjemmet er lukket pga. ferie, sæson eller lignende. På alle vandrerhjem vil der være en telefonsvarer, som oplyser om, hvornår receptionen/værten træffes igen. De tre city-hostels i København har i deres åbningsperiode døgnåbent i receptionen.
Fælles for alle vandrerhjemmene er, at du frit kan komme og gå på vandrerhjemmene alle døgnets timer, når du har fået udleveret nøglen til dit værelse.
Bestilling udenfor åbningstiderne
Knap 40 af Danhostels vandrerhjem tilbyder pt. muligheden for at booke og betale værelser online. Dette giver dig mulighed for i ro og mag at booke dit ophold på et af vandrerhjemmene – også selvom det er sent på aftenen, og vandrerhjemmet for længst har lukket på telefonen. Målet er, at alle Danhostels vandrerhjem ved udgangen af 2008 kan tilbyde online booking og betaling.
For at booke online kan du benytte funktionen 'Gå direkte til booking' fra forsiden, eller du kan via Danmarkskortet søge det vandrerhjem frem, du ønsker at overnatte på, og så booke direkte på vandrerhjemmet fra denne side.
Kontaktoplysninger
Du kan her på www.danhostel.dk finde adresse, telefonnummer, e-mailadresse m.m. på alle vore 96 vandrerhjem. Oplysningerne finder du ved via Danmarkskortet fra forsiden at søge det vandrerhjem frem, som du ønsker oplysninger om.







